I PR opdager hovedpersonen, Christian, at det konsulentfirma han er havnet i, sælger produkter der i høj grad består af tom snak i farvestrålende PowerPoint præsentationer. Et sted siger han:
“Utroligt at der findes folk der gider betale penge for alt deres lort. PowerPoint præsentationer der hyler og blinker i sytten forskellige farver, så tror folk straks at det er udtryk for en højere visdom.”
En anden indædt kritiker af PowerPoint er en virkelig person, Edward Tufte, tidligere professor i statistik og informationsdesign ved Yale University. Han skriver blandt andet:
“At a minimum, a presentation format should do no harm. Yet the PowerPoint style routinely disrupts, dominates, and trivializes content. Thus PowerPoint presentations too often resemble a school play – very loud, very slow, and very simple.” Fra en artikel i Wired (september 2003) med den utvetydige titel: PowerPoint is Evil.
Min fiktive hovedperson Christian og den virkelige professor Tufte har et langt stykke af vejen ret i deres skepsis overfor PowerPoint.
Problemet er at PowerPoint formatet simpelthen er dårligt til at præsentere information med bare en smule kompleksitet. Hvis alle tilhørere skal kunne se hvad der foregår på skærmen, skal grafik og bogstaver være så store at detaljerne går tabt. Forsøger man at formulere egentlig tekst i sine PowerPoint præsentationer, ved publikum ikke om de skal læse eller lytte. I stedet keder de sig. Begrænser man indholdet i plancherne til nogle få, enkle hovedpointer, mister man en masse værdifuldt materiale når folk som sædvanligt beder om “lige at få præsentationen på mail”.
Der er to veje uden om en klassisk PowerPoint ulykke. Enten kan man nøjes med rent visuelt indhold, som foto, figurer, tegninger. Det gør de centrale pointer fra det mundtlige oplæg lettere at huske. Eller man kan bruge PowerPoint som en hjælp til at holde styr på dagsordenen og eventuelle underpunkter, altså til at understøtte strukturen snarere end indholdet i sin præsentation.
De syv dræbte astronauter? Den 1. februar 2003 forulykkede rumfærgen Columbia og de syv ombordværende astronauter omkom. Årsagen var en skade på den ene vinge opstået under opsendelsen; skaden viste sig fatal da rumfærgen returnerede til jordens atmosfære. Skaden var imidlertidig registreret under opsendelsen og et hold ingenører arbejdede under de 14 dage turen varede på at anslå skadens omfang og mulige konsekvenser. Det værktøj de brugte til at formidle deres resultater var PowerPoint. I sit essay, The Cognitive Style of PowerPoint (2003), konkluderer Tufte på baggrund af en analyse af disse plancher, at det informationstab som brugen af PowerPoint medførte, var en medvirkende årsag til ulykken.
En anden måde at se svagheden ved PowerPoint er denne: 
Hvis du skal præsentere kompleks information som grundlag for vigtige beslutninger, hvilken visuel stil fortrækker du så? Den stil PowerPoint lægger op til, som minder lidt om displayet på en flippermaskine fra 1980′erne, eller en stil egnet til både at skabe overblik og videreformidle data, som vi fx kender det fra topografiske kort.
Vil informationstunge, dataintensive præsentationer få dit publikum til at kede sig? Ikke hvis man skal tro Tufte:
“If your numbers are boring, then you’ve got the wrong numbers. If your words or images are not on point, making them dance in color won’t make them relevant. Audience boredom is usually a content failure, not a decoration failure.” Fra PowerPoint is Evil , Wired, september 2003.
Held og lykke med dit næste PowerPoint show.
2 kommentarer
Du har ret i at PowerPoint selvfølgelig ikke var direkte årsag til ulykken. Tuftes konklusion var jo også medvirkende årsag. Argumentationen i The Cognitive Style of PowerPoint er faktisk ret overbevisende. Ingeniørerne burde selvsagt have vredet armen om på PowerPoint snarere end at lade deres budskab lide skade, men hvorfor behøvede de overhovedet stå overfor det problem? Når de nu bare kunne have slette PowerPoint fra deres maskiner og brugt et mere egnet værktøj? Bare Word havde været et kæmpe fremskridt.
Ethvert medie rummer naturligvis begrænsninger. Men bog-formen er langt mere fleksibel og egnet til langt flere formål end PowerPoint.
Selv bruger jeg PowerPoint om ikke dagligt så i hvert fald ugentligt. Indtil jeg får samlet mod til at slette bæstet …
Jeg er enig i dele af kritikken af powerpoint (at det er et program, der ofte forenkler og bulletificerer argumentationen), men jeg synes også at to andre ting bør fremføres: 1) At rumfærgen styrter ned er næppe powerpoints skyld. Lige så lidt som det er Google Translaters skyld at Jægerbogen (måske) er udkommet på andre sprog. En eller flere personer har valgt at udelade vigtige fakta fra den omtalte powerpoint, de har ladet formen diktere indholdet, ikke just hensigtsmæssigt, når det drejer sig om rumteknologi. 2) Hvilket fører mig til min anden pointe: Powerpoint (eller Apples Keynote) er geniale programmer, hvis man bruger dem rigtigt og til det rette formål. I andre sammenhænge er de klodsede, forudsigelige og kedelige. Ligesom det gælder mange ting, der skrives i bøger, fordi bogen også nogle gange dikterer indholdet (man ser ikke mange bøger på 100.000 sider med bleer klistret ind i og små abebure i snoretræk med ægte tæpper, vel?).