Ved festlige lejligheder fortæller jeg historien om, hvordan jeg vistnok var med til at skabe partiet Ny Alliance. Du ved, det parti Naser Khader startede sammen med Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, og som nær havde kostet dem alle tre deres politiske karriere.
I oktober 2006, da jeg arbejdede med politiske meningsmålinger hos Gallup, blev jeg en dag ringet op af en fyr, Joachim Nielsen, med en bizzar forespørgsel: Ville vi lave en meningsmåling om, hvorvidt vælgerne kunne finde på at stemme CD hvis Naser Khader (på det tidspunkt radikal) skiftede til det parti. Jeg var ikke meget for ideen, specielt ikke da Joachim Nielsen sagde, at han ville betale af egen lomme. »Det vil koste 11.000 kroner,« sagde jeg. »Og det vil højst sandsynlig være spild af penge.«
Vi talte lidt frem og tilbage, jeg forklarede at der næppe ville være ret mange der skiftede parti alene for at følge Naser Khader. Og selv om de måske sagde at de ville skifte, var det langt fra sikkert, at de rent faktiske ville lade handling følge ord. Selve præmissen, at Khader skulle finde på at skifte fra De Radikale til CD, var også lovlig hypotetisk, sagde jeg. Joachim Nielsen var ikke overbevist, og et par dage senere ringede han tilbage, han havde tænkt over det og ville gerne bestille undersøgelsen. »Det er dine penge,« sagde jeg. »Sig ikke, at jeg ikke advarede dig.«
Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen da de startede Ny Alliance
Joachim Nielsen fik fuld valuta for pengene. Målingen viste, at CD med Naser Khader som formand ville få op mod 11 procent af stemmerne eller 20 mandater i Folketinget. Historien kom på forsiden af Berlingske Tidende: “Politisk jordskred med Khader som CD-formand”. Derfra bredte nyheden sig til alle andre væsentlige medier, trykte som elektroniske; Nyhederne på TV2 lavede deres egen måling som også viste at Khader var utrolig populær. Det var et skoleeksempel på selvsving i mediebilledet.
Information bragte efterfølgende en slags tilbageskuende oversigtsartikel over forløbet. Her blev jeg citeret for følgende forsigtige udtalelse om undersøgelsen:
»Det væsentligste forbehold er, om folk rent faktisk gør, hvad de siger, de vil gøre. [Målingen] kan ikke bruges til at sige, at Khader får så og så mange procent stemmer, hvis han stiller op til næste folketingsvalg. Men den kan bruges til at sige, at han er en populær mand, og at han vil trække nogle vælgere.«
Men det var ikke just forsigtige, metodiske forbehold der kom til at fylde i medierne da historien var på sit højeste.
Jeg ved ikke hvor stor en rolle målingen spillede for Naser Khader da han seks måneder senere, den 7. maj 2007, dannede partiet Ny Alliance. Men det er svært at forestille sig at Khader og folkene omkring ham har været upåvirkede af den iøjnefaldende meningsmåling. Politikere læser meningsmålinger som børsspekulanter læser aktiekurserne: Meget, meget opmærksomt.
En overgang stod Ny Alliance faktisk til en jordskredssejr. En ny Gallup-måling viste, at partiet ville komme i Folketinget med 16 mandater, hvis der var valg “i morgen”. Siden gik det, som de fleste nok husker, ned af bakke, og partiet endte ved valget i november 2007 med kun fem mandater. Herefter gik det endnu mere ned af bakke og i dag er der ikke længere noget der hedder Ny Alliance.
Og hvad har alt det med PR at gøre? Tja, i bogen er der flere af de samme elementer: Politikere der nervøst våger over meningsmålingerne mens de venter på en chance for demonstre deres værd i håb om at vende kurven. Medier der lynhurtigt griber en spinkel historie og smækker den på forsiden uden smålig skelen til tyngden af den dokumentation der ligger bag.
Politikerne ville måske på lidt længere sigt være bedre stillede hvis de passede deres arbejde og lod meningsmålinger være meningsmålinger. Medierne kunne med fordel skrue lidt ned for tempoet og lidt op for den kritiske reflektionen. Og Gallup? De gør bare deres arbejde.