Kindle: Papirbogens dødsfjende?

Billede af Kindle 2

Kindle - international udgave

For to år siden, i november 2007, lancerede Amazon deres elektroniske bog: Kindle, kalder de den. Fra starten var den kun til salg til kunder bosiddende i USA, men siden oktober 2009 har den også været tilgængelig i en version der fungerer (mere eller mindre) globalt.

Som det kunne forventes, var de helt store superlativer fremme ved lanceringen: NU var den ultimative elektroniske bog endelig her, den ville revolutionere vores forhold til litteratur. Den største opfindelse på området siden trykkepressen.

Jeg kunne ikke modstå nysgerrigheden, og jeg har haft min i et par uger nu. Er den pengene (ca. 2.000 danske kroner) værd, eller er det varm luft? Er læseoplevelsen den samme med en maskine som med en “rigtig” bog? Her er mit skud på en smagsdom.

Den mest positive overraskelse ved Kindle er skærmen. Den minder ikke, som mange frygter, om en computerskærm. Teknologien er en anden, e-ink, kalder de det, og resultatet er overraskende godt. Man kan sagtens læse en hel bog på en Kindle.

Kindle er udstyret med et sæt ganske imponerende funktioner. Via et trådløst netværk der minder om det mobiltelefoner bruger, kan man søge på Amazon efter bøger til Kindle, købe dem med foruroligende få tastetryk, og have dem på skærmen få sekunder senere. Prisen bliver trukket på visakortet. Produktet er tydeligevis designet til at det skal være utrolig nemt at købe; impulsive læseheste vil blive ramt på pengepungen.

Den største skuffelse for mig var udvalget af bøger. Jeg vidste at de næsten udelukkende havde engelsksproget litteratur, og det er sådan set fint nok med mig. De angiver omkring 300.000 titler, og det lyder jo imponerende. Hovedbiblioteket i København har til sammenligning omkring 800.000 emner til udlån, inklusive musik, film, tidskrifter og så videre. Problemet er, at 300.000 titler stadig ikke er alle titler. Jeg havde tænkt mig at mit første køb skulle være Malcom Gladwell: Outliers, en ret ny og ekstremt populær fagbog. Den sælges ikke til europæiske Kindle-ejere; det har noget med copyright’en at gøre. Et andet forsøg var Stephen King: Cell, fordi jeg vistnok havde læst det første kapitel et eller andet sted og godt kunne lide det. Man skulle tro at verdens bedst sælgende forfatter ville være stærkt repræsenteret. Nixenbixen.

På deres hjemmeside anfører Amazon at deres vision for Kindle-projektet er at have alle bøger, på alle sprog tilgængelige på Kindle. Se det lyder interessant. Ikke flere skuffelser.

Ok, regnskabets time er kommet. I det højre ringhjørne står en tynd bleg knægt, Kindle, i det venstre står en gammel rotte i fagen, bogen som vi kender den. Hvem får flerest point, alt taget i betragtning?

Kindle vinder over bogen på følgende punkter, listet nogenlunde efter vigtighed:

  1. Superlet, trådløs adgang til en enorm boghandel, søg, find og læs i løbet af minutter (hvis de altså har hvad du søger). Det må være den ultimative funktion ved Kindle og en fantastisk forretningsmulighed for Amazon.
  2. Indbygget ordbog – placer makøren foran et ord du er i tvivl om, og se en forklaring nederst på siden, tryk på en knap og kom videre til det fulde opslag i The New Oxford American Dictionary. En kæmpe fordel og et stort potentiale for at lære nyt, især hvis man ikke har engelsk som modersmål, for uanset hvor skrap man er, vil der dukke ord op man ikke kender.
  3. Hvis ordbogen ikke er nok kan man slå op i Wikipedia, det har jeg selv haft glæde af når jeg faldt over personnavne som jeg ikke kendte. Fantastisk.
  4. Der er en pladsbesparelse som nogle vil se som en fordel. En Kindle fylder meget mindre end de par tusind bøger den kan rumme, og hvis man som jeg har flyttet ud og ind af fjerde sals-lejligheder et par gange, er det noget man kan komme til at sætte stor pris på.
  5. Kindle er ikke kun til bøger, man kan også få aviser og tidskrifter, så hvis du har lyst til at læse The Times, Newsweek eller nogle af de mange andre internationale publikationer, så er det sørme nemt med Kindle. Ind til videre har jeg selv begrænset mig til et prøveabonnement på det (lige lovligt) intellektuelle The Times Litterary Supplement. Det store minus: Du får kun tekstindholdet. Billeder, grafik, layout og opsætningen, som alt sammen er en væsentlig del af magasinoplevelsen, følger ikke med.

Bogen slår Kindle når det kommer til:

  1. Holdbarhed. Der skal mere til at ødelægge en bog end en Kindle, og dét sammenholdt med prisen gør, at de fleste vil se sig nødsaget til at passe bedre på deres Kindle end på en typisk bog. Ikke noget med at læse i badekarret, måske heller ikke ved stranden, og du tænker dig om før du lader Kindle ligge og flyde offentligt uden opsyn.
  2. Sanselighed. Bøger giver en totaloplevelse som Kindle ikke kommer i nærheden af. Omslaget, farverne, flapperne, papiret og skrifttypen går du glip af på din Kindle, så den samlede læseoplevelse er noget mere steril.
  3. Genbrug. Dine papirbøger kan du sælge eller forære væk, det kan du ikke med Kindle-bøger. De ligger i Amazons eget, lukkede format (AZW) og er bundet til køberens Kindle. Hele diskussionen om det rimelige i lukkede formater er en større mundfuld, men fra et brugersynspunkt er det i hvert fald ikke uproblematisk.

Facit? Det er selvfølgelig i høj grad en smagssag, men for mig vinder papirbogen, men ikke på knock-out, det er en tæt sejr på point, og hvis der sker yderligere forbedringer kan afgørelsen meget vel tippe den anden vej.

Dette indlæg var udgivet i:Generelt. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

En kommentar

  1. Skrevet d. 08/12/2009 kl. 20:09 | Permalink

    Hej Lasse
    Først vil jeg sige tak for læsning af din bog “PR” – på min Kindle. Ganske fornøjelig og ikke mindst rammende beskrivelse af kommunikations- og mediebranchen.

    Ros til dit mod med at turde lægge hele bogen ud og ikke bare en smagsprøve.

    Jeg er meget glad for min Kindle og især glæder jeg mig over, at jeg kan tømme den del af min bogreol, der indeholder fagbøger. Bøger købt i dyre domme og som jeg derfor ikke nænner at smide ud – selv om jeg godt ved, at “Gode råd til alt om web” er forældet næsten før bogen når trykpressen.

    Jeg har dog fundet frem til 10 ting, jeg kan med papirbøger, som jeg ikke kan med Kindlen – omvendt kan jeg også se perspektiver og muligheder, du ikke nævner.

    For at tage det sidste først: I min optik er Kindlen mere end velegnet til skolebrug lige fra første klasse til phD. En elev – uanset klassetrin og niveau – behøver en PC (laptop) og en Kindle. Ikke mere. Slut med dårlige (og til tider ulovlige) kopier, slut med tonstunge bøger og mapper og slut med gamle og uopdaterede titler.

    For ikke at tale om undervisningsmateriale til andre dele af verden. Hvis man kan producere 100$ laptops, der kan genoplades ved at dreje på et håndtag, bør man kunne producere e-bogslæsere med solpaneler – så lidt strøm, som den bruger.

    Og vupti – så kan man forsyne masser af skole med uendeligt meget undervisningsmateriale.

    De fleste af ting man ikke kan bruge Kindlen til er efter min mening luksusting – og i øvrigt udelukker Kindlen ikke papir-bøger – eller omvendt for den sags skyld.

Skriv en kommentar

*
*

Din email vil aldrig blive offentliggjort eller videregivet. Obligatoriske oplysninger er markeret med *