PR til gratis download!

Er det det glade vanvid at forære sin bog væk? Guderne skal vide, at det i forvejen er svært nok at tjene penge på at skrive, og hvis man så giver frugten af det hårde arbejde væk gratis, bliver det da helt umuligt. Alligevel har jeg overtalt forlaget til give tilladelse til at lægge bogen på internettet så alle og enhver kan hente den ned, printe ud og læse som det passer dem. Er det dumt?

Måske, måske ikke. Her er nogle grunde til at det faktisk kan være en god ide:

For det første er løsark et ringe alternativ til en indbundet bog. Jeg ved det, for jeg har selv læst PR mange gange på løsark. Sådan en stak A4-ark er irriterende, upraktisk og kan ikke stå selv i reolen. Hvis man skriver ud på sin lille blækprinter, kan det godt koste 50 øre eller mere pr. side, også kan man næsten lige så godt købe den indbundne udgave. Det samme gælder skærmlæsning; det er fint nok en side eller to eller fem, men så stopper det sjove altså også.

For det andet, hvis der er nogle frilæsere som alligevel printer ud eller læser bogen på skærmen, enten fordi de ikke har råd til at købe bogen eller fordi de er for nærige til at slippe skillingerne, ja så skader det jo ikke at de læser med på fribillet. Alternativet, at de slet ikke læste bogen, ville være en næsten uudholdelig tanke. Og hvem ved, måske er der blandt frilæserne nogle der synes så godt om bogen at de anbefaler den til andre, hvor pengene sidder løsere.

For det tredje, så er der i forvejen så få penge i at sælge bøger at der ikke er så meget at miste ved at forære indholdet væk til interesserede.

For det fjerde, måske giver det lidt ekstra interesse og omtale at sætte bogen helt fri. Politiken har fx allerede nævnt det (lørdag d. 12. september). Sagt med andre ord: Der er PR i det.

Endelig, så er det vel i en vis forstand rimeligt at folk får lov til at prøve produktet før de køber. Ville du købe en bil uden at have prøvekørt den?

Og når man ikke kommer længere med argumenter, kan man altid køre autoriteter på banen: Paulo Coelho, den verdenskendte brazilianske forfatter med mere end 100 mio. solgte bøger bag sig, er en varm fortaler for at distribuere bøger gratis via internettet. Han deler selv gladeligt ud her. Det var tilsyneladende en gratis online-version af den russiske udgave af Alkymisten, der fik salget af bogen til at vokse fra 1.000 til 100.000 eksemplarer.

Hent DIN gratis udgave af PR som pdf-fil under fanebladet “Bogen”. Hvis du absolut vil give noget til gengæld, kan du jo give din mening til kende her på bloggen. Har jeg røget for meget crack eller har jeg fat i noget af det rigtige? Du bestemmer.

Denne artikel blev publiseret i Generelt. Gem linket: permalink. Skriv en kommentar eller brug trackback: Trackback link.

7 kommentarer

  1. Lasse
    Posted 02/01/2010 at 00:47 | Permalink

    Jeg skulle have forlagets accept til lægge bogen gratis ud, og det var en del af aftalen, at det kun skulle være for en begrænset periode. (Faktisk var forlaget i første omgang ikke så glade for ideen; det er et ret usædvanligt træk for et etableret forlag at forære deres bøger væk. Tidsbegrænsningen gjorde det lidt lettere at acceptere.)

    Beklager hvis du ikke nåede at downloade. Der er jo stadig biblioteket :-)

  2. Anders
    Posted 02/01/2010 at 00:29 | Permalink

    Kan du give en opdatering på hvorfor gratis download ikke længere er en mulighed ?

  3. Posted 05/11/2009 at 16:47 | Permalink

    Mange tak for bogen. Jeg er en af de fornærede læsere, der læste den på skærmen :-) Mest fordi, jeg ikke var stødt på den.

    Bogen er rigtig god – særligt slutningen er godt lavet. Den bliver bundet flot sammen – historien. Jeg havde store problemer med at skulle af toget i morgens, fordi jeg lige manglende at læse den sidste ½ side – og jeg måtte da lige have det hele med.

    Jeg håber, det ender med at være en overskudsforretning, at lægge den på nettet, trods det selvmodsigende i argumentet. Du fortjener bestemt at tjene penge på din bog.

  4. Posted 28/09/2009 at 18:27 | Permalink

    Kære begge. Gode svar. Jeg er særligt interesseret i, at du, Lasse, lægger dine svar og tal med det hele ud. Det ville være rigtig godt med noget erfaring i stedet for følelser og følinger. Jeg kommer desværre ikke på lørdag, men jeg er sikker på, at vi render ind i hinanden snart – gerne i foreningen – eller til konference i næste uge om ophavsret på nettet, jeg skal efter al sandsynlighed have mig en officiel snak med formanden for det svenske Piratpartiet. Min dør er ret åben tirsdage og torsdage.

  5. Posted 25/09/2009 at 11:51 | Permalink

    Hej Lotte og Lasse
    Til at starte med skal jeg sige at jeg ikke er helt uvildig i debatten. Jeg skriver en blog om forretningsmodeller baseret på at give indhold gratis væk. (www.freemium.org)
    Jeg har også snakket med Lasse om hvordan han kunne bruge nogle af disse principper i forbindelse med PR.
    Umiddelbart er der to af de ting du bringer op som jeg gerne vil kommentere.

    1 Kan man tjene penge, hvis man giver en gratis version ?
    Personligt undersøgte jeg for omkring 1 1/2 siden omkring 25, især amerikanske, forfattere der havde gjort det.
    ved hjælp af personlige samtaler og andenhåndsberetninger, fandt jeg frem til deres erfaringer. Af dem var der ingen der havde oplevet at den digetale version havde skade salget, nogle havde oplevet at det havde gjort en lille forskel og få havde set at det gjorde en stor forskel. En gratis PDF version skader således ikke salget af den fysiske bog, hvilket måske ville være anderledes hvis man gjorde den gratis i kindle format.

    2 Gør størrelsen på forfatteren en forskel
    I forhold til gratis tilgængelige produkter, minder er musikindustrien også et godt eksempel. Her er der også rigtigt mange der har haft success med at give gratis versioner væk. Både her og inden for forlagsbranchen er dette uafhængigt af størrelse. Lasses bog vil selvfølgelig ikke blive downloadet i samme omfang som Coelho, men det betyder ikke at det ikke kan gøre en positiv forskel. Hvis bare 10 % af dem der har downloaded bogen køber den, uden at ellers ville have gjort det, er det 21 bøger der nok ikke eller ville være blevet solgt.

    De bagvedliggende erfaringer og principper vil det tage for lang tid at skrive om her, men det er i hvert flad starten på en god debat.

  6. Lasse
    Posted 24/09/2009 at 14:05 | Permalink

    Hej Lotte

    Tak for kommentaren, den første på min nyfødte blog. Fedt.

    Du berører mange emner, lad mig spille ind på et par af de vigtigste:

    For det første er der selvfølgelig brug for en forfatterforening, uanset distributions- og markedsføringsmetoder. Jeg er glad for og stolt over snart at blive medlem af Dansk Forfatterforening.

    For det andet, hensigten med at lægge bogen ud til gratis download, er naturligvis i sidste ende at sælge flere eksemplarer af den trykte bog. Jeg tror der er større chance for at den gratis udgave vil gavne salget, end at den vil skade salget. Det er ikke noget jeg ved med sikkerhed, og kommer sikkert heller aldrig til det, det er blot et skøn, blandt andet baseret på at læseoplevelsen er meget bedre med et trykt eksemplar end med løsark. (Coelho, Radiohead og King er selvsagt i et helt andet solsystem; deres gratis-projekter har en anden karakter og et andet potentiale.)

    For det tredje, det med de få penge var egentlig mest fra min synsvinkel, ikke forlagets. Et almindeligt scenarie for en debutroman er jo at den sælger 400 eksemplarer og forfatteren tjener 17.000 kr. for to års arbejde. Det kan man grine af eller græde over efter temperament, men man kan i hvert fald ikke leve af det. Så i det perspektiv giver det god mening at eksperimentere lidt; der er grænser for hvor stor skade der kan ske på en i forvejen skamskudt tegnebog.

    For det fjerde har jeg bestemt tænkt mig at dele ud af mine erfaringer. Det giver vist også bedst mening i den her gratis-filosofi jeg taler for. Måske skriver jeg en slags evaluering eller en rapport om et par måneder, måske lægger jeg tal, dokumentation, tanker og erfaringer ud her på bloggen. I skrivende stund er der 217 besøgende der har downloadet bogen fra min hjemmeside. Dertil kommer et ukendt antal (men formentlig færre) fra Borgens hjemmeside.

    Nå, af hensyn til eventuelle læsere må jeg nok hellere holde inde.

    Ses vi lørdag d. 3?

    Bedste hilsner

    Lasse

  7. Posted 24/09/2009 at 07:47 | Permalink

    Kære Lasse Hjorth Madsen. Jeg synes, dit projekt er meget interessant, og jeg ville elske, hvis du ville dele erfaringerne ud, for det at lægge værker gratis ud på nettet er jo noget, en rettighedsorganisation må få snapsen i den gale hals af. Vi har lige brugt et par måneder på at forhandle digital kontrakt med Gyldendal, for at få lidt med hjem til forfatterne, men hvis de generelt, som du skriver, skønner, at “der i forvejen [er] så få penge i at sælge bøger at der ikke er så meget at miste ved at forære indholdet væk til interesserede”, så er der måske ikke så meget brug for en forfatterforening. Jeg er jo sjovt nok ikke enig med dig i det synspunkt. Du bruger Coelho som eksempel. Radiohead og Steven King er også ofte anvendte eksempler på ophavsretsindehavere, der har udvidet volumen ved at gøre noget gratis tilgængeligt. Fælles for dem er jo, at de er meget store navne på deres felter, og det i mine øjne – og som du også selv skriver – alene er et PR stunt, hvilket jeg billiger fuldt og helt. Uden at forklejne dig og dit værk er det ikke sikkert, at du opnår samme effekt. Jeg ville meget gerne vide: hvor mange downloader? Hvordan ser din aftale ud med Borgen? De kompenserer dig vel for dette her? Hvis man skal forære sit værk væk, hvad skal man så tjene sine penge på? Synes du, det var i orden at Politiken trykte jægerens bog, fordi “Alternativet, at de slet ikke læste bogen, ville være en næsten uudholdelig tanke”? Jeg tror, du har fat i en meget central pointe om, at det er møgbesværligt med pdf’er på skærmen eller i løsark. Ville du også have lagt den ud, hvis mange havde en e-læser? Jeg spørger med et åbent sind, fordi jeg gerne vil blive klogere på dette her. Jeg håber, du er med på en debat. Og så er du jo debutant og nok allerede inviteret til oplæsning i foreningen lørdag d. 4. oktober. Hvis ikke, så sig til, og en fin invitation vil ramme dig. Mange hilsner og rigtig meget held og lykke med projektet, Lotte Garbers, formand for Dansk Forfatterforening.

Skriv en kommentar

*
*

Din email vil aldrig blive offentliggjort eller videregivet. Obligatoriske oplysninger er markeret med *