For afvekslingens skyld: et indlæg som ikke har noget med PR at gøre.
Hvem kunne tænke sig at skrive en bog hvor Facebook indgår som et vigtigt element? Der er gjort nogle forsøg på det seneste, jeg har ikke læst dem, men her er mit bud på hvordan det kunne gribes an hvis Facebook skulle være drivkraften i en roman.
Jeg ville gøre Facebook til en karakter på linje med de øvrige personer. Udstyre Facebook med en personlighed, give den en vilje og nogle ressourcer at trække på for at realisere sine mål. Forestil dig Facebook som et væsen der bruger mystiske applikationer, målretter sine reklamer for at opnå en bestemt psykologisk effekt, angriber sine fjender med computervira, manipulerer statusopdateringer og nyheder med henblik på at fremprovokere bestemte reaktioner fra brugerne. Der er masser af muligheder. Det behøver ikke være science fiction eller overnaturligt omend det ville være én vej at gå.
Det er ikke helt min egen ide. J.J. Abrams, en af hovedforfatterne og idemanden bag tv-serien Lost, har fortalt at han gerne ville skrive en historie om skibrudne på en øde ø hvor øen selv optrådte som en karakter. Jeg har kun set første sæson af Lost, men ideen virker ganske effektiv. Ikke nok med at de overlevende fra et flystyrt skal konkurrere med hinanden, de er også havnet på en ø der lader til at have sin helt egen dagsorden, sine egne hemmeligheder.
Hvis du skriver bogen hvor Facebook bliver levende, lover jeg at læse den.
Se Abrams fortælle om Lost, om at gøre øen til en karakter og om det han kalder sin “mystery box”. Et virkelig godt, inspirerende foredrag på 18 minutter.
3 kommentarer
Hovhov! :)
Tja… man kunne også sige at ideer helst skal være lidt underlige for at være interessante. Jeg kender fx en fyr der arbejder på en historie om at opklare en forbrydelse ved hjælp af kun én sans. Se dét er en underlig ide :-)
Facebook ideen har jeg umiddelbart svært ved at forestille mig med mindre man besidder Stephen Kings talent. Han har en evne til at få underlige ideer til at virke. Jeg har svært ved at se Facebook-ideen virke uden at det bliver plat. Men hvem ved. Surprise me! :)
Fed TED talk. Tak for den. J.J. Abrams er en fed foredragsholder og fyldt med gode tanker … men jeg hader Lost. Ja, jeg bruger ordet hader. Jeg har set omkring syv episoder af det før jeg gav op. Han tager begrebet med mystery box’en alt for lagt efter min mening. Hver eneste episode lover mere i næste episode som den – efter min mening – aldrig leverer. Jeg følte mig ikke så meget fanget af en cliffhanger som ført rundt i manegen mens jeg forsøger at få øje på de usynlige elefanterne som jeg kom for at se. Jeg er nok bare kræsen – Lost har jo gået sin sejrsgang over hele verden. :)