Bogen i virkeligheden

Af Lasse | Publiseret: 15/09/2009

Herunder er en blog med kommentarer til ting der foregår et sted mellem virkeligheden og bogens verdener. Jeg vil især skrive om elementer fra bogen som jeg støder på i dagligdagen: Varm luft, spil, bluff, upålidelige analyser, PowerPoint, god og dårlig kommunikation.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

Ny Alliance: Jordskredet der udeblev

Af Lasse | Publiseret: 03/12/2009

Ved festlige lejligheder fortæller jeg historien om, hvordan jeg vistnok var med til at skabe partiet Ny Alliance. Du ved, det parti Naser Khader startede sammen med Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, og som nær havde kostet dem alle tre deres politiske karriere.

I oktober 2006, da jeg arbejdede med politiske meningsmålinger hos Gallup, blev jeg en dag ringet op af en fyr, Joachim Nielsen, med en bizzar forespørgsel: Ville vi lave en meningsmåling om, hvorvidt vælgerne kunne finde på at stemme CD hvis Naser Khader (på det tidspunkt radikal) skiftede til det parti. Jeg var ikke meget for ideen, specielt ikke da Joachim Nielsen sagde, at han ville betale af egen lomme. »Det vil koste 11.000 kroner,« sagde jeg. »Og det vil højst sandsynlig være spild af penge.«

Vi talte lidt frem og tilbage, jeg forklarede at der næppe ville være ret mange der skiftede parti alene for at følge Naser Khader. Og selv om de måske sagde at de ville skifte, var det langt fra sikkert, at de rent faktiske ville lade handling følge ord. Selve præmissen, at Khader skulle finde på at skifte fra De Radikale til CD, var også lovlig hypotetisk, sagde jeg. Joachim Nielsen var ikke overbevist, og et par dage senere ringede han tilbage, han havde tænkt over det og ville gerne bestille undersøgelsen. »Det er dine penge,« sagde jeg. »Sig ikke, at jeg ikke advarede dig.«

Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen da de startede Ny Alliance

Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen da de startede Ny Alliance

Joachim Nielsen fik fuld valuta for pengene. Målingen viste, at CD med Naser Khader som formand ville få op mod 11 procent af stemmerne eller 20 mandater i Folketinget. Historien kom på forsiden af Berlingske Tidende: “Politisk jordskred med Khader som CD-formand”. Derfra bredte nyheden sig til alle andre væsentlige medier, trykte som elektroniske; Nyhederne på TV2 lavede deres egen måling som også viste at Khader var utrolig populær. Det var et skoleeksempel på selvsving i mediebilledet.

Information bragte efterfølgende en slags tilbageskuende oversigtsartikel over forløbet. Her blev jeg citeret for følgende forsigtige udtalelse om undersøgelsen:

»Det væsentligste forbehold er, om folk rent faktisk gør, hvad de siger, de vil gøre. [Målingen] kan ikke bruges til at sige, at Khader får så og så mange procent stemmer, hvis han stiller op til næste folketingsvalg. Men den kan bruges til at sige, at han er en populær mand, og at han vil trække nogle vælgere.«

Men det var ikke just forsigtige, metodiske forbehold der kom til at fylde i medierne da historien var på sit højeste.

Jeg ved ikke hvor stor en rolle målingen spillede for Naser Khader da han seks måneder senere, den 7. maj 2007, dannede partiet Ny Alliance. Men det er svært at forestille sig at Khader og folkene omkring ham har været upåvirkede af den iøjnefaldende meningsmåling. Politikere læser meningsmålinger som børsspekulanter læser aktiekurserne: Meget, meget opmærksomt.

En overgang stod Ny Alliance faktisk til en jordskredssejr. En ny Gallup-måling viste, at partiet ville komme i Folketinget med 16 mandater, hvis der var valg “i morgen”. Siden gik det, som de fleste nok husker, ned af bakke, og partiet endte ved valget i november 2007 med kun fem mandater. Herefter gik det endnu mere ned af bakke og i dag er der ikke længere noget der hedder Ny Alliance.

Og hvad har alt det med PR at gøre? Tja, i bogen er der flere af de samme elementer: Politikere der nervøst våger over meningsmålingerne mens de venter på en chance for demonstre deres værd i håb om at vende kurven. Medier der lynhurtigt griber en spinkel historie og smækker den på forsiden uden smålig skelen til tyngden af den dokumentation der ligger bag.

Politikerne ville måske på lidt længere sigt være bedre stillede hvis de passede deres arbejde og lod meningsmålinger være meningsmålinger. Medierne kunne med fordel skrue lidt ned for tempoet og lidt op for den kritiske reflektionen. Og Gallup? De gør bare deres arbejde.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

Kindle: Papirbogens dødsfjende?

Af Lasse | Publiseret: 18/11/2009
Billede af Kindle 2

Kindle - international udgave

For to år siden, i november 2007, lancerede Amazon deres elektroniske bog: Kindle, kalder de den. Fra starten var den kun til salg til kunder bosiddende i USA, men siden oktober 2009 har den også været tilgængelig i en version der fungerer (mere eller mindre) globalt.

Som det kunne forventes, var de helt store superlativer fremme ved lanceringen: NU var den ultimative elektroniske bog endelig her, den ville revolutionere vores forhold til litteratur. Den største opfindelse på området siden trykkepressen.

Jeg kunne ikke modstå nysgerrigheden, og jeg har haft min i et par uger nu. Er den pengene (ca. 2.000 danske kroner) værd, eller er det varm luft? Er læseoplevelsen den samme med en maskine som med en “rigtig” bog? Her er mit skud på en smagsdom.

Den mest positive overraskelse ved Kindle er skærmen. Den minder ikke, som mange frygter, om en computerskærm. Teknologien er en anden, e-ink, kalder de det, og resultatet er overraskende godt. Man kan sagtens læse en hel bog på en Kindle.

Kindle er udstyret med et sæt ganske imponerende funktioner. Via et trådløst netværk der minder om det mobiltelefoner bruger, kan man søge på Amazon efter bøger til Kindle, købe dem med foruroligende få tastetryk, og have dem på skærmen få sekunder senere. Prisen bliver trukket på visakortet. Produktet er tydeligevis designet til at det skal være utrolig nemt at købe; impulsive læseheste vil blive ramt på pengepungen.

Den største skuffelse for mig var udvalget af bøger. Jeg vidste at de næsten udelukkende havde engelsksproget litteratur, og det er sådan set fint nok med mig. De angiver omkring 300.000 titler, og det lyder jo imponerende. Hovedbiblioteket i København har til sammenligning omkring 800.000 emner til udlån, inklusive musik, film, tidskrifter og så videre. Problemet er, at 300.000 titler stadig ikke er alle titler. Jeg havde tænkt mig at mit første køb skulle være Malcom Gladwell: Outliers, en ret ny og ekstremt populær fagbog. Den sælges ikke til europæiske Kindle-ejere; det har noget med copyright’en at gøre. Et andet forsøg var Stephen King: Cell, fordi jeg vistnok havde læst det første kapitel et eller andet sted og godt kunne lide det. Man skulle tro at verdens bedst sælgende forfatter ville være stærkt repræsenteret. Nixenbixen.

På deres hjemmeside anfører Amazon at deres vision for Kindle-projektet er at have alle bøger, på alle sprog tilgængelige på Kindle. Se det lyder interessant. Ikke flere skuffelser.

Ok, regnskabets time er kommet. I det højre ringhjørne står en tynd bleg knægt, Kindle, i det venstre står en gammel rotte i fagen, bogen som vi kender den. Hvem får flerest point, alt taget i betragtning?

Kindle vinder over bogen på følgende punkter, listet nogenlunde efter vigtighed:

  1. Superlet, trådløs adgang til en enorm boghandel, søg, find og læs i løbet af minutter (hvis de altså har hvad du søger). Det må være den ultimative funktion ved Kindle og en fantastisk forretningsmulighed for Amazon.
  2. Indbygget ordbog – placer makøren foran et ord du er i tvivl om, og se en forklaring nederst på siden, tryk på en knap og kom videre til det fulde opslag i The New Oxford American Dictionary. En kæmpe fordel og et stort potentiale for at lære nyt, især hvis man ikke har engelsk som modersmål, for uanset hvor skrap man er, vil der dukke ord op man ikke kender.
  3. Hvis ordbogen ikke er nok kan man slå op i Wikipedia, det har jeg selv haft glæde af når jeg faldt over personnavne som jeg ikke kendte. Fantastisk.
  4. Der er en pladsbesparelse som nogle vil se som en fordel. En Kindle fylder meget mindre end de par tusind bøger den kan rumme, og hvis man som jeg har flyttet ud og ind af fjerde sals-lejligheder et par gange, er det noget man kan komme til at sætte stor pris på.
  5. Kindle er ikke kun til bøger, man kan også få aviser og tidskrifter, så hvis du har lyst til at læse The Times, Newsweek eller nogle af de mange andre internationale publikationer, så er det sørme nemt med Kindle. Ind til videre har jeg selv begrænset mig til et prøveabonnement på det (lige lovligt) intellektuelle The Times Litterary Supplement. Det store minus: Du får kun tekstindholdet. Billeder, grafik, layout og opsætningen, som alt sammen er en væsentlig del af magasinoplevelsen, følger ikke med.

Bogen slår Kindle når det kommer til:

  1. Holdbarhed. Der skal mere til at ødelægge en bog end en Kindle, og dét sammenholdt med prisen gør, at de fleste vil se sig nødsaget til at passe bedre på deres Kindle end på en typisk bog. Ikke noget med at læse i badekarret, måske heller ikke ved stranden, og du tænker dig om før du lader Kindle ligge og flyde offentligt uden opsyn.
  2. Sanselighed. Bøger giver en totaloplevelse som Kindle ikke kommer i nærheden af. Omslaget, farverne, flapperne, papiret og skrifttypen går du glip af på din Kindle, så den samlede læseoplevelse er noget mere steril.
  3. Genbrug. Dine papirbøger kan du sælge eller forære væk, det kan du ikke med Kindle-bøger. De ligger i Amazons eget, lukkede format (AZW) og er bundet til køberens Kindle. Hele diskussionen om det rimelige i lukkede formater er en større mundfuld, men fra et brugersynspunkt er det i hvert fald ikke uproblematisk.

Facit? Det er selvfølgelig i høj grad en smagssag, men for mig vinder papirbogen, men ikke på knock-out, det er en tæt sejr på point, og hvis der sker yderligere forbedringer kan afgørelsen meget vel tippe den anden vej.

Publiseret i Generelt | 1 Kommentar

Hvor lang tid tog det?

Af Lasse | Publiseret: 02/11/2009

Det spørgsmål, jeg har fået allerflest gange efter udgivelsen af PR, er: Hvor lang tid tog det at skrive den? Mit svar er næsten altid: Det kommer an på hvor meget man tæller med.

Spørgeren ser næsten aldrig ud til at være tilfreds med det svar, så her kommer en lidt mere præcis udgave.

Dybt i mine gemmer ligger den første en-sides synopsis med titlen PR øverst. Den er dateret marts 2007. PR blev udgivet 25. september 2009, så alt i alt er der altså gået omkring 2½ år fra jeg formulerede ideen til jeg stod med bogen i hånden. (Den nævnte synopsis var i øvrigt tænkt som en spillefilm, men jeg kunne ikke finde filmselskaber som umiddelbart havde lyst til at gå i kast med et projekt fra en totalt ukendt manuskriptforfatter.)

Jeg gik for alvor i gang med selve romanen den 30. juli 2007. Regnet fra den dag gik der i alt to år og to måneder. Hovedparten af den tid var dog ventetid; første udkast tog kun 2½ måned at skrive. Derefter kom der en masse om- og gennemskrivninger plus korrekturarbejde, så hele skriveprocessen, fra begyndelsesbogstavet til jeg sendte manuskripet til forlaget, tog cirka otte måneder. Forlaget tog ni måneder om at læse og tage stilling til bogen. Og fra jeg underskrev kontrakten til den endelige udgivelse, gik der yderligere omkring ni måneder.

Summasummarum: Skriveprocessen strakte sig over otte måneder, heraf omkring tre måneder på fuld tid, resten deltid. Læg ventetid, arbejdet med redaktørens kommentarer, korrekturrettelser, produktionstid og det løse oveni, og vi lander på godt to år.

Som en bonus til særligt interesserede her et link til en slags onlinedagbog som jeg førte under arbejdet med første udkast. Den var mest til mig selv, men det kan godt være at andre vil synes det er sjovt at kigge inden for i skriveværkstedet. Faktisk førte jeg undervejs regnskab med hvor mange ord jeg skrev hver dag (kald mig bare sær). Herunder er en graf der viser hvor udviklingen frem mod de omkring 80.000 ord romanen fylder.

Skrivegraf

En ihærdig ordtæller vil hurtigt kunne regne ud at jeg skrev omkring 1.300 ord om dagen da det gik højt, og at det svarer til knap 5 bogsider.

Hvorfor interesserer  folk sig så meget for tidforbruget på at skrive en roman? Jeg ved det ikke, men måske fordi de også ligger inde med en ide eller to som ville gøre sig på tryk. Ét enkelt godt råd til dem: Prøv det.

Publiseret i Generelt | 2 Kommentarer

Syv suveræne links

Af Lasse | Publiseret: 23/10/2009

Det her websted indeholder ingen liste med favoritlinks eller links til andre blogs. Det er først og fremmest fordi jeg selv synes sådanne lister virker trættende. Lidt ligesom lange litteraturlister i universitetsopgaver der mest har til formål at sandsynliggøre forfatterens belæsthed.

I stedet kommer her syv håndplukkede websites som jeg godt kan lide. De er udvalgt for at give et indtryk af hvem jeg er. Jeg er med vilje gået uden om de steder jeg regner med at de fleste kender i forvejen. Der er altså ikke noget link til Google og Wikipidia selvom det sikkert er de netsteder jeg bruger mest for tiden.

Altså: Syv suveræne link som du nok ikke kendte i forvejen og som samtidig siger noget om mig.

Requiem for a Dream. Den officielle site for filmen af Darren Aronofsky, baseret på romanen af Hubert Selby Jr. Det er en flash-baseret website designet til at give en oplevelse der minder om den sindstilstand filmen handler om. Forvent ikke plot-resumé, skuespillerlister, trailer og den slags. Forvent noget helt andet. Hav lidt tålmodighed, showet er længere end du regner med. Klik indimellem her og der. For mig gengiver sitet præsis den forvirring, frustation, afhængighed, desperation og lede ved kommercielle tv-shows der er centrale temaer i filmen. Bogen og filmen er begge to i en liga for sig — noget af det bedste og meste trøstesløse jeg har oplevet.

Gammonu.com. Min foretrukne backgammonhjemmeside, tidligere publiseret som GammOnline.com. Den ligner noget der er strikket sammen på et aftenskolekursus i HTML engang i 90′erne, og det er ikke helt ved siden af, for siden har 10-årsjubilæum i år, og så vidt jeg husker er der ikke meget af det visuelle der har ændret sig siden 1999. I lange perioder har jeg fulgt med hver dag, så det er sandsynligvis det websted jeg i mit liv har besøgt flest gange. Det som gør siden enestående er, at verdens bedste backgammonspillere dagligt deler gavmildt ud af deres viden. Plus at der løbende kører en match mellem læserne og redaktøren, Kit Woolsey. Hver dag foretager begge parter et træk og hver dag analyserer Woolsey gårsdagens beslutninger. Det er internettet når det er bedst. Hvis du spiller eller overvejer at spille backgammon på konkurrenceplan, er de 36$ som et medlemsskab koster, en af de bedste investeringer du kan foretage dig.

Drew’s Script-o’Rama. Denne side får nok heller ikke nogen designpris med sine hidsige farver og neonlys på sort baggrund. Til gengæld er der (links til) tusindvis af filmmanuskripter. Det kan være lærerigt hvis man pusler med at strikke en god historie sammen. Filmmanuskripter prioriterer næsten altid en stram, effektiv historie, der kan holde tilskuerne fanget fra første til sidste scene. Og hvilken forfatter ville ikke gerne mestre den kunst?

FiveThirtyEight. Den her taler til min indre analysenørd. Jeg har brugt utallige aftner og nætter på at udtænke hvordan man bedst bruger meningsmålinger til at forudsige resultatet af folketingsvalg, og her er en fyr, Nate Silver, som åbenbart har det på samme måde. Han ser endda ud til at have knækket nødden for så vidt angår USA, og lægger metoder, modeller og resultater frem på hjemmesiden. Ved det seneste præsidentvalg i USA, 4. november 2008, hvor Obama vandt over McCain, havde FiveThirtyEight de bedste, mest detaljerede, mest pålidelige og mest pædagogiske analyser og forudsigelser. Det nummer ville jeg gerne have kopieret da jeg arbejede for Gallup under valgkampen til folketingsvalget 2005. Hvor tallet 538 kommer fra? Antallet af valgmænd i USA.

Edward Tufte’s hjemmeside. Den fremmeste kritiker af PowerPoint og af dårligt formidling af viden i almindelighed og af statistik i særdeleshed. Jeg har tidligere omtalt hans arbejde i indlægget, PowerPoint dræber syv austronauter, og hjemmesiden er en af mine yndlingsoverspringshandlinger. Går man først i krig med debatforummet kan der nemt smutte en halv dag. En lille perle til alle som holder af analyse, viden, statistik, formidling. Og som ikke stiller sig tilfreds med den nemmeste løsning.

The New York Review of Books. Jeg køber det nogle gange når jeg er i en lufthavn, hovedbanegård eller andre steder hvor de har et stort udvalg af blade og magasiner. Det kræver laaang tid at læse de hyperintellektulle og megalange essays, men det er altså også noget af det absolut mest velskrevne og kvalificerede om litteratur og politik der findes. Jeg kan ikke påstå at jeg besøger deres site særlig tit, for det kræver virkelig noget af sine besøgende. Et eksempel: Hvis man er interesseret i en diskussion af blogs der gør en forskel, så tjek artiklen her. Men sæt en time af.

TED. Sammen med The New York Review of Books måske nok den mest kendte site på min liste. TED står for Technology Innovation Design. Deres slogan, Ideas worth spreading, siger det meget godt: Det handler om at give ideer, visioner, viden og inspiration videre. Hjertet i organisationen er en årlig konference hvor udvalgte personer får en chance for at fremlægge deres allerbedste ideer i en 18 minutters tale. For at få en ide om hvad det handler om, er det bedste at se et par indlæg. Jeg har plukket nogle stykker ud som jeg selv godt kunne lide.

Dave Eggers, forfatter, taler om et projekt han søsatte for at give lektiehjælp til børn som havde dårlige muligheder for at få hjælp andre steder. Ambitiøst og forbilledligt.

Larry Brilliant, læge og epidemiolog, taler om hvordan han var med til at udrydde kopper. Flere af hans slags, tak.

Hans Rosling, professor i sundhedsvidenskab, viser data om udviklingslande så du føler dig underholdt og samtidig bliver klogere på et alvorligt problem.

Som sagt i starten, de websteder du allerede kender har jeg forsøgt at udelade. Men for en god ordens skyld: Jeg er også flittig bruger af Facebook, Googles mange produkter, Wordpress, Twitter, filmdatabasen IMDB, Kommunikationsforum, Dansk Sprognævn og det bedste der nogensinde er sket for internettet: Wikipedia.
Wikipedia Affiliate Button

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

Mit problem med PR

Af Lasse | Publiseret: 06/10/2009

Jeg har et anstrengt forhold til PR. På den ene side holder jeg af ord og PR består i høj grad af ord. På den anden side bryder jeg mig ikke om floskler, uklar tale og løsagtigt omgang med fakta, og den slags er der meget af i PR-branchen.

Så stærke er mine ambivalente følelser, at jeg har kaldt min debutroman for PR. Den foregår i et konsulentfirma der arbejder med PR. Hovedpersonen er, ligesom PR, fuld af modsætninger: Tjekket, velformuleret, intelligent, tilpasningsdygtig, charmerende, men også løgnagtig, umoralsk, kortsigtet og grådig.

Her er fire grunde til at jeg hader at jeg elsker PR:

Grund nr. 1: Klæg branchejargon
Et konsulentfirma der arbejder med rådgivning om kommunikation og andre PR-relaterede emner, beskriver en af deres ydelser sådan her:

Ved at kaste forskellige blik på en opgave bliver vi sammen med kunden klogere på barrierer og muligheder i situationen – uanset om der er tale om en kampagne, en brandingproces eller et ledelsesudviklingsforløb. Det kalder vi strategisk afklaring.

Er man blevet klogere på hvori ydelsen består? Næppe. Alene navnet, strategisk afklaring, er så uskarpt at det flimrer for øjnene. Og hvad med metoden: At kaste forskellige blik på en opgave sammen med en kunde? Er det det vi også kalder at tale sammen? Jeg tror nok der kunne være brug for lidt rådgivning om klar, præcis kommunikation her.

PR-branchen er belastet af klicheer og en tung, uklar jargon. Årsagen er at produktet er uhåndgribeligt. Hvis et ingeniørfirma bygger en bro, bliver det før eller siden klart om varen er leveret. Og om broen holder. Hvis et konsulentfirma hjælper med at formulere en PR-strategi, kan man diskutere til man bliver blå i hovedet om varen er leveret og hvilken kvalitet den har. Derfor er det let at falde for fristelsen til at pumpe produkterne op med tomme ord.

Det paradoksale resultat er, at leverandører af kommunikationsydelser alt for ofte ender med at pakke deres produkter ind i en klæg sovs af dårlig kommunikation.

Grund nr. 2: Tvivlsomme analyser
PR-branchen er muligvis den branche der har det mest uhæmmede forbrug af spørgeskemaundersøgelser. Efter min mening er der for lidt fokus på den viden analyserne repræsenterer og for meget fokus på den overtalelsesevne tallene har, alene fordi de er tal.

Her er et lille udpluk af spørgsmål fra en nylig spørgeskemaundersøgelse der antageligt havde til formål at give virksomheder materiale til at arbejde med deres image, markedsføring og PR. Deltagerne i undersøgelsen bliver bedt om at afgøre hvilke af følgende udsagn der passer på Danske Bank, Statoil, Coop, Dansk Supermarked, LEGO, Arla, TDC og Carlsberg:

  • En nytænkende virksomhed
  • Gør det nemt at være sundt
  • En virksomhed jeg kan påvirke
  • En virksomhed som viser omtanke
  • En åben og udadvendt virksomhed
  • En moderne virksomhed
  • Det er en fordel at være medlem

I alt var der 25 udsagn af denne type i serien og med otte virksomheder i spil, blev folk altså afkrævet 200 forskellige vurderinger. Blot på det ene skærmbillede i undersøgelsen.

Hvor pålidelige er resultater fra denne type undersøgelser? Hvor mange kan meningsfuldt svare på hvorvidt TDC i højere grad end LEGO “gør det nemt at være sundt [sic]“? (Slåfejlen siger måske lidt om hvor meget omhu der er lagt i udarbejdelsen af undersøgelsen.) Hvilke forudsætninger har folk for at afgøre om Statoil er “nytænkende” og “viser omtanke”? Hvad ligger der helt præcist i at være “åben”, “udadvendt” og “moderne”? Plus de direkte meningsløse kombinationer: Man kan ikke være “medlem” af Danske Bank.

Datasættet fra denne undersøgelse rummer formentlig ikke ret meget ny viden, men det kan helt sikkert bruges til at generere masser af tal og diagrammer der ser rigtig flotte ud i PowerPoint.

Hvilket fører mig til det næste problem med PR-branchen.

Grund nr. 3: PowerPoint til op over begge ører
Konsulentbranchen elsker PowerPoint, ikke mindst den del af konsulentbranchen der beskæftiger sig med PR. PowerPoint er imidlertid uegnet til at formidle information med blot en smule kompleksitet, og det kommer budskabet ofte til at lide under. Den visuelle stil PowerPoint lægger op til, minder om displayet på en flippermaskine fra 1980′erne, uegnet til viden, bedre til underholdning. Det kræver en bevidst, målrettet indsats at overvinde PowerPoints tendens til at forfladige indholdet.

For nyligt deltog jeg i et seminar om PR via Facebook, oplæggene rummede mange gode pointer, desværre var de fordelt ud over mere end 100 PowerPoint-slides, og det krævede en ihærdig indsats at finde frem til godbidderne efterfølgende. Det er resultatet af en præsentationsteknik der insisterer på at dele informationen op i små bidder der lige netop passer på en planche.

De fleste oplægsholderes værste mareridt er at løbe tør for stof, for ikke at have noget at sige, 20 minutter før deres taletid er gået. Den nemme løsning er at tilføje endnu en PowerPoint planche, for at være på den sikre side. En bedre løsning er: Hvis du ikke har noget at sige, så ti stille.

Grund nr. 4: PR er en forkortelse
PR er en forkortelse for Public Relations og forkortelser er dårlige.

For eksempel, når en organisation beslutter sig for et navn, er forkortelser normalt den værst tænkelige løsning. Hvem forbinder noget positivt med TNS, navnet på det analysefirma som i 1997 købte dansk Gallup, som derefter fik det akavede navn, TNS Gallup? Udgangspunktet, Gallup, er derimod et sagnomspundet navn, som har opnået den sjældne ære at blive synonymt med produktet, som i: “Jeg så en Gallup i avisen forleden, hvor…”

TNS er en forkortelse som skal tilgodese de tre grundlæggere, Taylor, Nelson og Sofres. Hvert af de tre navne havde været bedre; kompromiset blev en forkortelse der lyder som en rottegift.

Man skal have haft navnet lige så længe som DSB for at en forkortelse bliver et rigtig godt organisationsnavn. Selvom udtrykket “PR” ikke er nogen årsunge, varer det et stykke tid endnu før navnet rigtig svinger.

PR er fedt
På trods af de handicap som PR lider under, er PR fascinerende. Succesfuld PR involverer gode historier og historier har været tiltrækkende lige siden vi boede i jordhuler og sikkert også før det.

Og med lidt omhu kan man navigere uden om de nævnte faldgruber. Eller, man kan gøre som hovedpersonen i min roman, tilegne sig jargonen, genbruge PowerPoint præsentationerne, forfalske analyserne, misbruge tilliden og iscenesætte århundredets PR-svindelnummer.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

PowerPoint dræber syv astronauter

Af Lasse | Publiseret: 29/09/2009

I PR opdager hovedpersonen, Christian, at det konsulentfirma han er havnet i, sælger produkter der i høj grad består af tom snak i farvestrålende PowerPoint præsentationer. Et sted siger han:

“Utroligt at der findes folk der gider betale penge for alt deres lort. PowerPoint præsentationer der hyler og blinker i sytten forskellige farver, så tror folk straks at det er udtryk for en højere visdom.”

En anden indædt kritiker af PowerPoint er en virkelig person, Edward Tufte, tidligere professor i statistik og informationsdesign ved Yale University. Han skriver blandt andet:

“At a minimum, a presentation format should do no harm. Yet the PowerPoint style routinely disrupts, dominates, and trivializes content. Thus PowerPoint presentations too often resemble a school play – very loud, very slow, and very simple.” Fra en artikel i Wired (september 2003) med den utvetydige titel: PowerPoint is Evil.

Min fiktive hovedperson Christian og den virkelige professor Tufte har et langt stykke af vejen ret i deres skepsis overfor PowerPoint.

Problemet er at PowerPoint formatet simpelthen er dårligt til at præsentere information med bare en smule kompleksitet. Hvis alle tilhørere skal kunne se hvad der foregår på skærmen, skal grafik og bogstaver være så store at detaljerne går tabt. Forsøger man at formulere egentlig tekst i sine PowerPoint præsentationer, ved publikum ikke om de skal læse eller lytte. I stedet keder de sig. Begrænser man indholdet i plancherne til nogle få, enkle hovedpointer, mister man en masse værdifuldt materiale når folk som sædvanligt beder om “lige at få præsentationen på mail”.

Der er to veje uden om en klassisk PowerPoint ulykke. Enten kan man nøjes med rent visuelt indhold, som foto, figurer, tegninger. Det gør de centrale pointer fra det mundtlige oplæg lettere at huske. Eller man kan bruge PowerPoint som en hjælp til at holde styr på dagsordenen og eventuelle underpunkter, altså til at understøtte strukturen snarere end indholdet i sin præsentation.

De syv dræbte astronauter? Den 1. februar 2003 forulykkede rumfærgen Columbia og de syv ombordværende astronauter omkom. Årsagen var en skade på den ene vinge opstået under opsendelsen; skaden viste sig fatal da rumfærgen returnerede til jordens atmosfære. Skaden var imidlertidig registreret under opsendelsen og et hold ingenører arbejdede under de 14 dage turen varede på at anslå skadens omfang og mulige konsekvenser. Det værktøj de brugte til at formidle deres resultater var PowerPoint. I sit essay, The Cognitive Style of PowerPoint (2003), konkluderer Tufte på baggrund af en analyse af disse plancher, at det informationstab som brugen af PowerPoint medførte, var en medvirkende årsag til ulykken.

En anden måde at se svagheden ved PowerPoint er denne: FlippermaskineHvis du skal præsentere kompleks information som grundlag for vigtige beslutninger, hvilken visuel stil fortrækker du så? Den stil PowerPoint lægger op til, som minder lidt om displayet på en flippermaskine fra 1980′erne, eller en stil egnet til både at skabe overblik og videreformidle data, som vi fx kender det fra topografiske kort.

Vil informationstunge, dataintensive præsentationer få dit publikum til at kede sig? Ikke hvis man skal tro Tufte:

“If your numbers are boring, then you’ve got the wrong numbers. If your words or images are not on point, making them dance in color won’t make them relevant. Audience boredom is usually a content failure, not a decoration failure.” Fra PowerPoint is Evil , Wired, september 2003.

Held og lykke med dit næste PowerPoint show.

Publiseret i Generelt | 2 Kommentarer

Facebook bliver levende

Af Lasse | Publiseret: 26/09/2009

For afvekslingens skyld: et indlæg som ikke har noget med PR at gøre.

Hvem kunne tænke sig at skrive en bog hvor Facebook indgår som et vigtigt element? Der er gjort nogle forsøg på det seneste, jeg har ikke læst dem, men her er mit bud på hvordan det kunne gribes an hvis Facebook skulle være drivkraften i en roman.

Jeg ville gøre Facebook til en karakter på linje med de øvrige personer. Udstyre Facebook med en personlighed, give den en vilje og nogle ressourcer at trække på for at realisere sine mål. Forestil dig Facebook som et væsen der bruger mystiske applikationer, målretter sine reklamer for at opnå en bestemt psykologisk effekt, angriber sine fjender med computervira, manipulerer statusopdateringer og nyheder med henblik på at fremprovokere bestemte reaktioner fra brugerne. Der er masser af muligheder. Det behøver ikke være science fiction eller overnaturligt omend det ville være én vej at gå.

Det er ikke helt min egen ide. J.J. Abrams, en af hovedforfatterne og idemanden bag tv-serien Lost, har fortalt at han gerne ville skrive en historie om skibrudne på en øde ø hvor øen selv optrådte som en karakter. Jeg har kun set første sæson af Lost, men ideen virker ganske effektiv. Ikke nok med at de overlevende fra et flystyrt skal konkurrere med hinanden, de er også havnet på en ø der lader til at have sin helt egen dagsorden, sine egne hemmeligheder.

Hvis du skriver bogen hvor Facebook bliver levende, lover jeg at læse den.

Se Abrams fortælle om Lost, om at gøre øen til en karakter og om det han kalder sin “mystery box”. Et virkelig godt, inspirerende foredrag på 18 minutter.

Publiseret i Generelt | 3 Kommentarer

Kan man tjene penge på varm luft?

Af Lasse | Publiseret: 21/09/2009
Kan man tjene penge på varm luft?
Selvfølgelig. Masser af konsulentvirksomheder tilsætter store doser af varm luft til deres produkter, i form af klichétunger hurraord, hæftigt udsmykkede PowerPoint-præsentationer og vagt formulerede løfter. I PR tjener hovedpersonen Christian en formue på en kombination af uærlighed og varm luft.
Et mere interessant spørgsmål er: Kan man tjene penge varm luft uden at få en dårlig smag i munden? Er der en skilling at hente hvis man kan skelne mellem oppumpet information og substans?
Den er sværere. Jeg har ét eksempel hvor jeg tror det lykkedes for mig.
I februar 2006, da Muhammed-krisen var på sit højeste og det danske flag blev brændt af i bedste sendetid, havde Berlingske Tidende en stor artikel i sit erhvervstillæg om FLSmidth. Virksomheden, som især lever af at sælge cementfabrikker, havde og har mellemøsten som en væsentlig del af sit marked. Artiklen gik på hvor store tab FLSMIDT risikerede at lide, hvis den muslimske verden for alvor boycottede danske virksomheder. Flere ordrer med rigtig mange nuller hang i en tynd tråd, forstod man på artiklen.
Men hvor meget var der reelt i historien? Så man på de rå tal, havde FLSmidth faktisk ikke mistet opsætning overhovedet under Muhammedkrisen. Udsigten til tab var alene journalistens spekulationer. Og lidt sund fornuft turde indikere, at FLSmidths kunder, personer der køber cementfabrikker for milliarder, ikke var præcist de samme som hærgede gaderne i Damaskus, satte ild til den danske ambassade og viftede hjemmelavede bannere med trusler mod alt og alle med blot den midste tilknytning til Danmark.
I situationen tænkte jeg at det var et klart eksempel på selvsving, på en historie der var pumpet mere op end fakta kunne bære. Så 10. februar 2006 købte jeg et antal FLSmidth-aktier til kurs 172. Syv uger senere, da FLSmidth stadig ikke havde lidt nogen skade, solgte jeg aktierne til kurs 247.
Det ville være dejligt med sikkerhed at rapportere, at jeg havde tjent penge på skarpsindigt at gennemskue en historie der hvilede primært på varm luft. Men så enkelt er det desværre ikke. Måske var jeg bare heldig. Måske kunne FLSMIDT lige så godt havde oplevet den modsatte udvikling, hvis et par ordrer var glippet, enten på grund af Muhammed-krisen eller af alle mulige andre årsager. Min fortjeneste skyldtes i hvert fald ikke alene en evne til at se gennem krisens røgslør af information, for i samme periode offentliggjorde FLSmidth med overraskende gode regnskabstal, hvilket jeg ikke havde nogen som helst forventning om. En del af stigningen fra kurs 172 til 247 skyldes givetvis dén nyhed.
Selvom virkeligheden aldrig bliver ligeså klokkeklar som en avisoverskrift, så er historien ét bud på hvordan der indimellem byder sig en chance for at profitere på varm luft, selvsving og fakta der drukner i larmen.
Ligger du inde med andre historier? Del dem med os andre.

Selvfølgelig. Masser af konsulentvirksomheder tilsætter store doser af varm luft til deres produkter, i form af klichétunge hurraord, hæftigt udsmykkede PowerPoint-præsentationer og vagt formulerede løfter. I PR tjener hovedpersonen Christian en formue på en kombination af uærlighed og varm luft.

Et mere interessant spørgsmål er: Kan man tjene penge varm luft uden at få en dårlig smag i munden? Er der en skilling at hente hvis man kan skelne mellem oppumpet information og substans?

Den er sværere. Jeg har ét eksempel hvor jeg tror det lykkedes for mig.

I februar 2006, da Muhammed-krisen var på sit højeste og det danske flag blev brændt af i bedste sendetid, havde Berlingske Tidende en stor artikel i sit erhvervstillæg om FLSmidth. Virksomheden, som især lever af at sælge cementfabrikker, havde og har mellemøsten som en væsentlig del af sit marked. Artiklen gik på hvor store tab FLSmidth risikerede at lide, hvis den muslimske verden for alvor boycottede danske virksomheder. Flere ordrer med rigtig mange nuller hang i en tynd tråd, forstod man på artiklen.

Men hvor meget var der reelt i historien? Så man på de rå tal, havde FLSmidth faktisk ikke mistet opsætning overhovedet under Muhammed-krisen. Udsigten til tab var alene journalistens spekulationer. Og lidt sund fornuft turde indikere, at FLSmidths kunder, personer der køber cementfabrikker for milliarder, ikke var præcist de samme som hærgede gaderne i Damaskus, satte ild til den danske ambassade og viftede hjemmelavede bannere med trusler mod alt og alle med blot den mindste tilknytning til Danmark.

I situationen tænkte jeg at det var et klart eksempel på selvsving, på en historie der var pumpet mere op end fakta kunne bære. Så 10. februar 2006 købte jeg et antal FLSmidth-aktier til kurs 172. Syv uger senere, da FLSmidth stadig ikke havde lidt nogen skade, solgte jeg aktierne til kurs 247.

Det ville være dejligt med sikkerhed at rapportere, at jeg havde tjent penge på skarpsindigt at gennemskue en historie der hvilede primært på varm luft. Men så enkelt er det desværre ikke. Måske var jeg bare heldig. Måske kunne FLSmidth lige så godt havde oplevet den modsatte udvikling, hvis et par ordrer var glippet, enten på grund af Muhammed-krisen eller af alle mulige andre årsager. Min fortjeneste skyldtes i hvert fald ikke alene en evne til at se gennem krisens røgslør af information, for i samme periode offentliggjorde FLSmidth overraskende gode regnskabstal, hvilket jeg ikke havde nogen som helst forventning om. En del af stigningen fra kurs 172 til 247 skyldes givetvis dén nyhed.

Selvom virkeligheden aldrig bliver ligeså klokkeklar som en avisoverskrift, så er historien ét bud på hvordan der indimellem byder sig en chance for at profitere på varm luft, selvsving og fakta der drukner i larmen.

Ligger du inde med andre historier? Del dem med os.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

Kunne det ske i virkeligheden?

Af Lasse | Publiseret: 19/09/2009

I bogen forsøger hovedpersonen, Christian, at stjæle bærbare computere fra virksomheder ved at lade som om han har et lovligt ærinde. En skønne dag bliver han forvekslet med en ny medarbejder og ansat i et konsulentfirma der arbejder med PR. Kunne det lade sig gøre i virkeligheden? I videoklippet herunder kommer jeg med et svar.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

Tænk hvis det skete

Af Lasse | Publiseret: 17/09/2009

Tænk hvis en person ved en fejl blev ansat på din arbejdsplads. Én som var fast besluttet på at misbruge sin stilling til at rage til sig. Én som ikke kendte til moral. Én som havde formidable tilpasningsevner, stort talent for improvisation, en markant højere intelligens end de fleste af sine nye kollegaer.

Du mener sikkert, at det er højst usandsynligt. At ansættelsesprocedurer næsten altid fungerer, at der ikke sker fejl på det niveau, at vedkommende hurtigt ville blive afsløret.

Usandsynligt? Måske. Umuligt? Nej. Anna Kastberg blev ansat som direktør på Arken uden at have de kvalifikationer hun hævdede. Frank Abagnale Jr. arbejdede i 60’erne i USA som både pilot, læge og advokat uden nogen som helst færdigheder i disse fag. (En historie der senere dannede grundlag for filmen ’Catch me if you can’, med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.)

Så måske er det ikke så utænkeligt at et gennemsnitligt konsulentjob i et PR-bureau, et analysefirma eller en kursusvirksomhed, varetages af en svindler.

Dét er præmissen for min roman, PR, hvor en ung mand med alt andet end gode hensigter ved et tilfælde havner i det forkerte job. Et almindeligt job som han med en blanding af kynisme, skarp dømmekraft og is i maven forvandler til platform for et svindelnummer som kommer til at ændre historiebøgerne.

Under arbejdet med romanen har jeg trukket kraftigt på mine egne erfaringer i konsulentbranchen. Jeg har lagt mærke til at samarbejdet meget ofte hviler på næsten ubegrænset tillid fra kunden til konsulenten. Og at begge parter ofte har en interesse i at pumpe produktet op, så det syner af mere, end det er. Uanset om det hedder kommunikationsstrategi, organisationsudvikling, markedsanalyse eller strategiseminar. Som min hovedperson konstaterer: ”Hvis der er PowerPoint præsentationer der hyler og blinker i sytten forskellige farver, så tror folk straks at det er udtryk for en højere visdom.”

Her er en tjekliste som kan bruges til at afgøre hvor sårbar din arbejdsplads er over for svindlere som min hovedperson:

  1. Har I et stort forbrug af eksterne konsulenter?
  2. Bruger I PowerPoint ved næsten alle præsentationer?
  3. Er jeres værdigrundlag trykt på glittet papir?
  4. Gennemfører I spørgeskemaundersøgelser for at komme i medierne?
  5. Kniber det ofte med at følge jeres evalueringer op med konkret handling?
  6. Bruger I statistiske teknikker som mange ikke forstår til bunds?
  7. Indeholder jeres rapporter mange passive verber?
  8. Har I på møder diskuteret forskellen på ”mission” og ”vision”?
  9. Bruger I indimellem udtrykket ”på den lange bane” i stedet for ”senere”?
  10. Er jeres statistiske diagrammer overdådigt udsmykket med farver og effekter?

Hvis du kan svare bekræftende på mindst halvdelen af spørgsmålene, er din virksomhed i farezonen. Tænk hvis det skete.

En alternativ version af dette indlæg kommer som en kommentar i DJØF Bladet nr. 16/2009, der udkommer 25. september.

Publiseret i Generelt | Skriv en kommentar

PR til gratis download!

Af Lasse | Publiseret: 15/09/2009

Er det det glade vanvid at forære sin bog væk? Guderne skal vide, at det i forvejen er svært nok at tjene penge på at skrive, og hvis man så giver frugten af det hårde arbejde væk gratis, bliver det da helt umuligt. Alligevel har jeg overtalt forlaget til give tilladelse til at lægge bogen på internettet så alle og enhver kan hente den ned, printe ud og læse som det passer dem. Er det dumt?

Måske, måske ikke. Her er nogle grunde til at det faktisk kan være en god ide:

For det første er løsark et ringe alternativ til en indbundet bog. Jeg ved det, for jeg har selv læst PR mange gange på løsark. Sådan en stak A4-ark er irriterende, upraktisk og kan ikke stå selv i reolen. Hvis man skriver ud på sin lille blækprinter, kan det godt koste 50 øre eller mere pr. side, også kan man næsten lige så godt købe den indbundne udgave. Det samme gælder skærmlæsning; det er fint nok en side eller to eller fem, men så stopper det sjove altså også.

For det andet, hvis der er nogle frilæsere som alligevel printer ud eller læser bogen på skærmen, enten fordi de ikke har råd til at købe bogen eller fordi de er for nærige til at slippe skillingerne, ja så skader det jo ikke at de læser med på fribillet. Alternativet, at de slet ikke læste bogen, ville være en næsten uudholdelig tanke. Og hvem ved, måske er der blandt frilæserne nogle der synes så godt om bogen at de anbefaler den til andre, hvor pengene sidder løsere.

For det tredje, så er der i forvejen så få penge i at sælge bøger at der ikke er så meget at miste ved at forære indholdet væk til interesserede.

For det fjerde, måske giver det lidt ekstra interesse og omtale at sætte bogen helt fri. Politiken har fx allerede nævnt det (lørdag d. 12. september). Sagt med andre ord: Der er PR i det.

Endelig, så er det vel i en vis forstand rimeligt at folk får lov til at prøve produktet før de køber. Ville du købe en bil uden at have prøvekørt den?

Og når man ikke kommer længere med argumenter, kan man altid køre autoriteter på banen: Paulo Coelho, den verdenskendte brazilianske forfatter med mere end 100 mio. solgte bøger bag sig, er en varm fortaler for at distribuere bøger gratis via internettet. Han deler selv gladeligt ud her. Det var tilsyneladende en gratis online-version af den russiske udgave af Alkymisten, der fik salget af bogen til at vokse fra 1.000 til 100.000 eksemplarer.

Hent DIN gratis udgave af PR som pdf-fil under fanebladet “Bogen”. Hvis du absolut vil give noget til gengæld, kan du jo give din mening til kende her på bloggen. Har jeg røget for meget crack eller har jeg fat i noget af det rigtige? Du bestemmer.

Publiseret i Generelt | 7 Kommentarer